Det følgende er personlige refleksioner fra vores forperson Thomas Persson Christensen, i forbindelse med Mændenes International Dag den 19. november 2025:
Da vi stiftede Dansk Mandesamfund for fem år siden, var det for at bringe mænds liv og erfaringer ind i en samtale, der alt for længe har handlet om enten magt eller afmagt. Ligestillingssamtalen har naturligt været formet af kvinders historiske kamp for rettigheder og muligheder. Det er en kamp, der har skabt afgørende fremskridt – fra stemmeret til ligeløn og frihed fra diskrimination.
Men i dag, hvor lovgivningen i høj grad sikrer formel lighed, har samtalen rykket sig. Det handler nu om, hvordan vi sikrer, at samfundets strukturer og rammer er gode for alle mennesker. Her er der meget at gøre – både for mænd og kvinder.
Ligestilling handler ikke kun om direktørlønninger og bestyrelsesposter. Den handler om, hvordan vi forstår os selv som mennesker. Hvilken frihed vi har til at leve, elske, fejle og være sårbare. Og her halter mændene bagefter.
Vi stiftede Dansk Mandesamfund, fordi vi kunne se, at mænds trivsel, relationer og mentale sundhed er i krise. Vi kunne se, hvordan drenge falder fra i skolen, hvordan fædre mangler sprog for deres rolle, og hvordan mænds sygdom, ensomhed og selvmord rager op i statistikkerne og forskningen fra fx Forum for Mænds sundhed. Det er ikke bagsiden af ligestillingen – det er bagsiden af en struktur, der har gjort os alle mindre frie.
Fem år senere har vi haft hundredvis af samtaler med mænd – unge og gamle, fædre og sønner, ledere og elever – og der er et gennemgående træk i alt, hvad vi hører: ønsket om at kunne mere, være mere, bidrage mere. Ikke som superhelte, men som hele mennesker.
Mental load-debatten viser det med særlig tydelighed, hvor fremmedgjorte mange mænd er over for deres eget liv, hjem og børn.
Ikke fordi de ikke vil tage ansvar, men fordi de ikke oplever sig som kvalificerede til det. Mange har aldrig lært, hvordan følelsesmæssig planlægning og nærhed ser ud som mand. De kender ikke koderne, ved ikke hvad der forventes – og tør ikke spørge. Maria Bruus Pedersens vidunderlige bog “Sig til hvis jeg skal hjælpe” og Ipsos undersøgelse fra i år viser med alt tydelighed, at mænd ikke er med til at definere standarderne for livet i det som også burde være deres hjem.
Patriarkatet som fælles fængsel
Når vi i dag taler om ligestilling, møder vi ofte ordet “patriarkat” – og det er ikke tilfældigt. Begrebet stammer fra feministisk teori og blev udviklet til at beskrive et samfundssystem, hvor mænd havde strukturel magt og kontrol over kvinder. I mange århundreder var det bogstaveligt sandt: mænd havde juridisk, økonomisk og social myndighed over kvinder.
Men i dag, hvor den formelle lighed er styrket, kan patriarkatet også hjælpe os med at forstå noget vigtigt om mænds problemer. For patriarkatet er ikke kun en historisk ulighed – det er også en nuværende struktur, som fastholder bestemte idealer for, hvad det vil sige at være mand. Og det er idealer, som mange mænd lider under.
Patriarkatet lover mænd status og styrke, men betingelsen er tavshed, kontrol og afstand. Det gør følelser til svaghed, omsorg til noget feminint og relationer til noget sekundært. Det er en løgn om magt, som efterlader mænd ensomme, udbrændte og afskåret fra sig selv og andre.
Det skader kvinder ved at begrænse deres frihed. Det skader mænd ved at begrænse deres menneskelighed. Og værst af alt: det stiller mænd og kvinder op som hinandens fjender – i stedet for som fæller i et fælles projekt om frihed og ligeværd.
Det begynder ikke først i voksenlivet. Allerede i barndommen møder drenge og piger forskellige forventninger – længe før der er nogen nævneværdig biologisk forskel. Vi trøster piger mere, stiller højere sociale krav til dem og overlader drenge til legen uden samme følelsesmæssige spejlning. Vi ser det i arbejdslivet, hvor barsel stadig forbindes med kvinder. Vi ser det i sundhedssystemet, hvor mænd søger hjælp for sent.
Det er nemt at se patriarkatet som noget, mænd har skabt – og det er der historisk også meget, der peger på. Mænd har i stor stil formet de institutioner og magtstrukturer, vi stadig lever med. Men samtidig er det værd at huske, at vi alle – mænd som kvinder – har været med til at opdrage vores børn ind i denne kultur.
Patriarkatet er ikke en gevinst for nogen. Det er en fælles begrænsning. Og kun ved at forstå det som sådan, kan vi begynde at ændre det.
Maskulinitet i opløsning
Vi står midt i en historisk mulighed: at sætte mandens rolle fri og lade den definere sig selv på nye måder. Men gamle idealer hænger ved. Forestillinger om, hvordan en mand bør være, lever videre som forventninger og fortællinger – så indgroede, at mange tror, de er naturlige.
Allerede i barndommen formes drengenes billede af sig selv. Vi trøster dem mindre, taler mindre med dem om følelser, og stiller færre sociale forventninger. Det er ikke biologien, men opdragelsen, der gør forskellen i de tidligste år. Hvis vi havde større ambitioner for drenge som generøse, sociale og omsorgsfulde mennesker, ville vi skabe andre voksne mænd.
Nu står mange drenge og unge mænd uden klare værdier. De ved, hvad de ikke må være: ikke for følsomme, ikke for dominerende, ikke for svage. Uden at de helt kan se, hvad de får ud af dette offer.
Tomrummet fyldes hurtigt af dem, der lever af at sælge svar: Youtube-influencere, podcasts, maskuline guruer med simple slogans og det feminine som fjendebillede. Manosfærens evigt skrumpende rum, defineret som det, kvinder ikke er og fortiden som ideal.
Vi er kommet langt i nedbrydningen af det gamle – men vi er ikke kommet lige så langt i opbygningen af nye idealer og værdier. Vi er alle stadig omgivet af resterne af det, vi har revet ned. De fleste film fremstiller stadig mænd, som om de ikke kan ret meget andet end at grynte og skyde først. Det gamle billede er blevet svagere – men det nye står endnu ikke klart.
I Norden har vi et særligt udgangspunkt. Vi lever i velfærdsstater med høj tillid, stærke fællesskaber og grundlæggende lighedsidealer. Vi har mulighed for at forme en nordisk maskulinitet, der ikke handler om dominans, men om nærvær, mod og frihed. Vi skal se mere mod nord, og ikke lade os forblænde af gamle billeder.
Mænds problemer er også vigtige i sig selv
Alt for ofte bliver mænds problemer først taget alvorligt, når de bliver farlige. Når vreden bliver til vold. Men mænds trivsel bør ikke kun interessere os, når den truer. Den har værdi i sig selv. Reel ligestilling kræver, at vi investerer i mænds liv med samme alvor, omsorg og forventning, som vi gør i kvinders.
Vreden, som nogle unge mænd bærer rundt på, er ofte en frustration over ikke at må udtrykke, hvordan de har det. Vi er kommet langt, men når meningsdannere som fx Sørine Godtfredsen får spalteplads ved at udskamme mænd som græder, så er vi ikke helt i mål.
Vores velfærdssamfund halter, når det gælder unge mænds mentale sundhed. Selvom vi taler mere om psykologhjælp og mistrivsel, er mange af tilbuddene stadig designet på en måde, der ikke matcher mænds sprog og behov (73% af psykologhjælp med offentligt tilskud, går til kvinder, hvor mænd er overrepræsenteret i psykiatrien og i selvmordsstatistikker).
Mænds smerte bliver først taget seriøst, når den bliver til raseri. Det er ikke i orden. Det er heller ikke effektivt. Hvis vi vil skabe forandringer, må vi turde investere i mænds trivsel på egne præmisser. Der er ingen som er lykkelige over at skade de mennesker, de elsker. Dialog mod Vold har op til et halvt års ventetid på behandling til dem, som har begået vold, men slet ingen tilbud til dem, der er bange for at de vil komme til det.
#MeToo og samtalens stilstand
#MeToo var og er en afgørende bevægelse. Den gjorde det synligt, hvor udbredte krænkelser og overgreb har været – og hvor systematisk mange stemmer er blevet tiet ihjel. Den gav de krænkede mod og rum til at tale højt. Og den ændrede vores normer for, hvad vi accepterer.
Men netop fordi bevægelsen var nødvendig og ramte dybt i resterne af det gamle patriarkat, blev den også svær at være i. For #MeToo pegede tilbage på en tid – og en kultur – hvor alt for mange mænd stadig troede, at magt gav retten til dominans og til grænseoverskridelse. Som Leth sagde “det er min ret”. Det gør ikke deres handlinger rigtige. Men vi må erkende, at ingen havde fortalt dem noget andet. Mange var ikke opdraget med samtykke, gensidighed og følelsesmæssig ansvarlighed som naturlige dele af deres maskulinitet, og nogen havde endda lært at disse ting var at se som svagheder.
#MeToo rev plasteret af et gammelt sår – et sår, vi som samfund havde ignoreret så længe, at mange havde vænnet sig til det. At se det i lyset kræver store – og for nogle næsten umulige – erkendelser: at det, man havde lært var normalt, i virkeligheden havde gjort skade.
#MeToo viste, at noget har været skjult alt for længe. Den næste bølge må vise, hvordan vi kan skabe noget bedre – sammen.
De næste fem år: mod frihed, ikke dominans
Når vi fejrer Dansk Mandesamfunds femårsjubilæum, er det ikke, fordi vi mener, vi har fundet alle svarene. Men vi nærmer os nogle bedre spørgsmål og vi er blevet bedre til at stille dem. Og fordi vi tror på, at samtalen ikke er færdig – den er kun lige begyndt, for vi har brug for en samtale baseret på nysgerrighed og vilje til at forstå.
Det gælder i politik, i medierne, i skoler og på arbejdspladser. Det gælder i parforhold og familier. Det gælder i os alle. Hvis vi skal skabe en ny generation af mænd, der ikke bærer på skyld, men på ansvar – så skal vi begynde med at vise dem, at de må være hele mennesker. Ikke halveret, ikke hårde, ikke hæmmede.
Vi kan ikke tvinge nogen til at tage ansvar. Men vi kan invitere dem ind i det – ved at vise, at det er værd at tage. Og vi kan gøre det klart, at der findes alternativer til vrede og flugt. At der findes mandefællesskaber, der bygger på noget andet. Og at maskulinitet ikke behøver koste nærhed, intimitet eller selvrespekt.
Hvis patriarkatet er en struktur, vi er født ind i, er det også en struktur, vi kan vælge at ændre. Det kræver mod – ikke mindst fra mænd. Ikke fordi mænd har skylden, men fordi de har muligheden. Fordi reel ligestilling ikke handler om at give noget fra sig, men om at få adgang til noget mere: relationer, tryghed, frihed.
Ikke frihed fra noget – men frihed til at være hele mennesker. Til at leve uden hele tiden at skulle bevise sin værdi gennem kontrol, præstation eller overlegenhed. Til at eksistere uden at skulle dominere.
Det er ikke feminisme mod mænd. Det er menneskelighed med mænd. Og hvis vi bruger de næste fem år på at bygge bro i stedet for mure, så vil vi opdage, at det ikke kun er mænd, der vinder. Det er os alle.
Afslutning: Et fælles projekt
Ligestilling er et fælles projekt, der kun lykkes, hvis alle føler sig set, hørt og inkluderet. Vi har ikke råd til flere stillingskrige mellem køn. Vi har brug for en samtale, hvor mænd og kvinder ikke står over for hinanden – men ved siden af hinanden. Vi har brug for at den næste bølge af ligestilling skal bygges på relationer – ikke kun rettigheder.
Dansk Mandesamfund har brugt sine første fem år på at lytte, lære, tale og skabe rum. Vi håber, at de næste fem bliver præget af mod, samhørighed og konkret handling. Ikke som en modbevægelse, men som en medbevægelse. Et projekt, der ser mænd som en del af løsningen – ikke problemet.
Det er ikke nok at være mod de gamle kasser. Vi skal også være for noget. For nye fortællinger, nye fællesskaber og nye måder at være menneske på.
Forperson, Dansk Mandesamfund, 19. November 2025